Luther, teser, helbredelse, under?

Modell av Vatikanstaten, står inne i museumet der.

Jeg blir ikke så fort ferdig med Luther. 500 år har satt spor, og det er vanskelig å tenke seg både kristenliv og samfunnsutvikling uten påvirkningen fra Martin Luther. De mest begeistrede talene jeg har hørt hvor 500-årsjubileet har vært tematisert har faktisk vært fra pinsevenner. Vi lutheranere tar jo gjerne på oss å være litt selvkritiske i jubileumsåret, sikkert med god grunn.

Likevel: Har Luther og reformasjon noe med helbredelse, tegn og under å gjøre?

Jeg har sett litt på de 95 tesene som satte reformasjonen i gang de siste dagene, og stanset særlig opp for tese 78: «Derimod sige vi, at baade den nuværende og enhver pave har en aflad, som er større, nemlig evangeliet, kraftige gjerninger, gaver til at helbrede for sygdomme osv.  1 Kor. 12, 6.9.»

Luther trodde altså på de karismatiske gavene, at de fortsatt skulle være i bruk og ikke var begrenset til Jesus og apostlene, som mange kristne mener i dag. Jeg er klar over at tesene i og for seg ikke handler om helbredelse og kraftige gjerninger, men de tar et oppgjør med misbruk av kirkelig makt, og da spesifikt avlatshandelen. Jeg skal prøve å forklare dette fenomenet med noen få ord før jeg kommer tilbake til hovedpoenget mitt. På 1500-tallet var alle kristne i Vesten katolikker. Paven skulle bygge ny kirke i Roma, Peterskirken. Til det trengtes det penger, fryktelig mye penger. Samtidig hadde katolikkene en lære om skjærsilden. Skjærsilden var tenkt som en ”mellomstasjon” mellom jordelivet og himmelriket. Altså, når du døde, så ville sjelen måtte renses i ilden, hvor en ”gråter og skjærer tenner”. Hadde den døende mange synder på samvittigheten, så trengtes det lang tid i skjærsilden. Hadde du få synder, så ble tiden der tilsvarende kort. Men det var en kategori mennesker som ikke kom i skjærsilden i det hele tatt, nemlig helgenene. De hadde faktisk et overskudd på gode gjerninger, som kirken v/paven kunne forvalte som et skattkammer, og da selge i form av avlatsbrev. Mange rike var nok nettopp rike på grunn av noe snusk her og der, så PANG – der var det et marked. Det er dette Luther tar et oppgjør med: Skjærsilden fins ikke, og syndene våre blir tilgitt fordi Jesus har dødd på korset og betalt regningen en gang for alle. Dét er kirkens sanne skatt. Og den gis gratis. Så er poenget mitt: Her tar Luther også med kraftige gjerninger, helbredelse for sykdommer og så videre. Disse tingene hører med i ”skattkammeret”. Det er Guds gaver som vi kan forvalte, som ikke koster penger, og som tilhører nåtiden.

Hvorfor hører vi så lite om denne siden av Martin Luther?

***

Nedenfor kommer de 95 tesene som Luther etter sigende spikret opp på den nordre kirkedøra i Wittenberg, 31. oktober 1517, på alle helgenenenes dag, hvor kanskje dette med skjærsilden var aller mest framme i bevisstheten hos folket. Vær klar over at Luther på dette tidspunktet ikke hadde den minste idé om å bryte med pavekirken; han ville forandre og fornye den. De 95 tesene, eller påstandene om du vil, var da ment til å skulle debatteres.

Koret i Peterskirken sett gjennom nettinggjerde i tårnet. Det var denne bygningen avlatspengene skulle finansiere. Avlatshandelen ble forbudt rundt 1550.

Af ret sand kjærlighed og inderligt ønske om (uden at søge forfengelig ære) at bringe sandheden for dagen, vil den ærværdige fader dr. Mart. Luther, augustinermunk i Vittenberg, magister i de frie kunster og den hellige skrift osv., ved Guds naade drøfte følgende setninger om aflad, disputere derom, forsvare og holde fast ved dem mod broder Johan Tetzel af prædike-ordenen. Han beder dem, som ikke kan være nærværende og forhandle med ham derom, at de fraværende vilde gjøre det skriftlig. I vor herres Jesu. Kristi navn, amen.

  1. Naar vor mester og herre Jesus Kristus siger: „Gjør bod“ osv., saa vil han, at hans troendes hele liv paa jorden skal være en stadig eller uophørlig bod.
  2. Og dette ord kan eller skal ikke forstaaes om bodens sakrament, det vil sige om skriftemaal og fyldestgjørelse, som sker ved preste-embedet.
  3. Dog vil han dermed ikke alene have forstaat den indvortes bod, ja den indvortes bod er til ingen ting, er ingen bod, naar den ikke virker udvortes til paa enhver maade at dræbe kjødet.
  4. Derfor varer angren og sorgen over synden, det vil sige, sand bod, ligesaa lenge, som en har mishag til sig selv, nemlig til udgangen af dette og indgangen i det evige liv.
  5. Paven hverken vil eller kan eftergive nogen anden straf end den, som han har paalagt efter sin egen vilje eller ifølge de kanoniske, det er pavelige forordninger.
  6. Paven, kan ikke forlade nogen skyld, uden alene forsaavidt at han forkynder og stadfester, hvad der er forladt af Gud, eller dog at han gjør det i de tilfælde, som han har forbeholdt ham. Og hvis disse tilfælde blir foragtede, vilde skylden forblive tyngende uden at være forladt.
  7. Gud forlader ingen hans skyld, uden at han tillige lader ham, tilbunds ydmyget, underkaste sig presten, som er hans statholder.
  8. Canones poenitentiales, det vil sige, forordningerne om, hvorledes man skal skrifte og gjøre bod, er alene paalagt de levende, og de kan ifølge de samme forordninger ikke paalægges døende.
  9. Derfor gjør den Hellig aand ved paven vel imod os deri, at paven overalt i sine dekreter eller bestemmelser undtager artikelen om døden og den yderste nød.
  10. De prester er uforstandige og gjør ilde, som lade de døende mennesker beholde opsparet poenitentias canonicas, det vil sige paalagt bod i skjærsilden for der at gjøre fyldest for den.
  11. Dette ukrud, at boden eller fyldestgjørelsen, som er paalagt ved kanonerne eller forordningerne, er forvandlet til bod eller pine i skjærsilden, er bleven saat, medens biskoperne har sovet.
  12. I forrige tider blev canonicæ poenæ, det vil sige bod eller fyldestgjørelse for begangne synder, ikke paalagt eftermen førafløsningen for derved at prøve, om angren og syndesorgen var oprigtig.
  13. De døende gjør fyldest for alt ved sin død eller bortgang, de er afdøde fra kanonernes eller forordningernes ret og saaledes med rette fri tagne for dem.
  14. Ufuldkommen gudsfrygt eller ufuldkommen kjærlighed hos den, der skal dø, har nødvendigvis stor frygt i følge med sig, ja saa meget ringere kjærligheden er, saa meget des større er frygten.
  15. Denne frygt og skræk er i og for sig alene (for ikke at nevne andre ting) nok til at danne skjærsildens pine og kval, eftersom den grenser nær til fortvilelsens angst.
  16. Helvede, skjærsild og himmel synes der at være samme forskjel paa, som den fulde fortvilelse, den ufuldkomne eller delvise fortvilelse og forvisningen om Guds naade er forskjellige fra hverandre.
  17. Det synes at maatte være saa i skjærsilden, at i samme grad som sjælenes angst og skræk aftager, saaledes vokser og tiltager deres kjærlighed.
  18. Det synes heller ikke at være bevist hverken ved gode grunde eller ved skriften, at sjælene i skjærsilden er ude af stand til at erhverve sig fortjeneste eller til at vokse i kjærlighed.
  19. Heller ikke det synes at være bevist, at sjælene i skjærsilden, idetmindste ikke alle, er visse paa og forsikrede om sin salighed, om vi end er ganske visse derpaa.
  20. Derfor mener eller forstaar paven ikke ved disse ord „fuldkommen eftergivelse af al pine“, at alle slags straf i almindelighed skal eftergives; men han mener bare den straf, som han selv har paalagt.
  21. Derfor tage aflads-prædikanterne feil, naar de sige, at mennesket ved pavens aflad blir frit for al straf og saligt.
  22. Ja paven eftergiver for sjælene i skjærsilden ingen straf, som de ifølge kanonerne havde skullet gjøre bod for og afsone i dette liv.
  23. Ja, dersom eftergivelse af al straf kan gives nogen, saa er det vist, at den alene kan gives de fuldkomneste, det vil sige nogle ganske faae.
  24. Derfor maa de allerfleste folk bli bedragne ved det glimrende løfte, som man uden forskjel foregjøgler menigmand, om betalt straf.
  25. Den samme magt, som paven gjennemgaaende og i almindelighed har over skjærsilden, har ogsaa i særdeleshed enhver biskop og sjælesørger i sit bispedømme og i sit prestegjeld eller blandt sine.
  26. Paven gjør meget vel deri, at han ikke giver sjælene forladelse i kraft af nøglemagten (som han ikke har), men ved anden hjælp eller ved forbønner.
  27. Det er menneske-paafund, som prædikes af dem, der foregive, at saasnart skillingen kastes i kisten og klinger, fra det øieblik af farer sjælen ud af skjærsilden.
  28. Det er vist, at saasnart skillingen klinger i kisten, saa kommer vindesyge og havesyge, og de tiltage og blir større; men hjælpen eller kirkens forbøn beror bare paa Guds vilje og velbehag.
  29. Hvem ved, om ogsaa alle sjæle i skjærsilden vilvære forløste, som det siges, at det er gaat med st. Severin og Paskal.
  30. Ingen er vis paa, at han har nok af sand anger og syndesorg; saa meget mindre kan han da være vis paa, om han har faat fuldkommen forladelse for sine synder.
  31. Ligesaa sjelden, som der er nogen, der har en sand anger og syndesorg, ligesaa sjelden er der ogsaa nogen, som faar sand aflad, det vil sige, det er meget sjelden at finde nogen.
  32. De, som mene ved aflads-breve at være visse paa sin salighed, baade de og deres mestere vil fare sammen til djevelen.
  33. Man skal vogte og vare sig meget vel for dem, som sige, at pavens aflad er den høieste og værdifuldeste Guds naade og gave, hvorved mennesket blir forsonet med Gud.
  34. Ti aflads-naaden tager bare hensyn til den opreisnings-straf, som er bleven fastsat af mennesker.
  35. De lære ukristelig, som foregive, at de, som vil fri sjæler udaf skjærsilden eller vil løse aflads-breve, ingen anger og syndesorg har nødig.
  36. Enhver kristen, som har sand anger og sorg over sine synder, har fuld forladelse for straf og skyld, og denne forladelse tilhører ham ogsaa uden aflads-brev.
  37. Enhver sand kristen, han være levende eller død, er delagtig i alle Kristi og kirkens goder, efter Guds gave, ogsaa uden aflads-brev.
  38. Dog er pavens eftergivelse og uddeling slet ikke at foragte. Ti, som jeg har sagt, hans eftergivelse er en erklæring om guddommelig eftergivelse.
  39. Det er overordentlig vanskeligt ogsaa for de allerlærdeste teologer paa samme tid at berømme for folket afladens store rigdom og paa den anden side den sande anger og syndesorg.
  40. Sand anger og syndesorg søger og elsker straffen; men afladens velvilje løser fra straffen, saa at man blir uvillig stemt mod den, i det mindste naar leilighed dertil forefalder.
  41. Man skal prædike varlig om den pavelige aflad, for at menigmand ikke skal faa den falske opfatning, at den er at foretrekke for de andre kjærligheds-gjerninger, eller agtes høiere end dem.
  42. Man skal lære de kristne, at det ikke er efter pavens sind og mening, at aflads-løsning skulde være at sammenligne med en barmhjertigheds gjerning.
  43. Man skal lære de kristne, at den, som giver den fattige eller laaner den trengende, gjør bedre, end om han løste aflad.
  44. Ti ved kjærlighedens gjerning vokser kjærligheden, og mennesket blir gudfrygtigere; men ved afladen blir det ikke bedre, men kun sikrere og mere frit for pinen eller straffen.
  45. Man skal lære de kristne, at den, som ser sin næste lide nød og desuagtet løser aflad, den løser i virkeligheden ikke pavens aflad, men læsser Guds unaade paa sig.
  46. Man skal lære de kristne, at de, naar de ikke har overflod, er skyldige til at beholde, hvad der er fornødent for deres hus, og ikke bortødsle noget deraf til aflad.
  47. Man skal lære de kristne, at aflads-løsningen er en fri sag og ikke paabudt.
  48. Man skal lære de kristne, at ligesom paven mere trenger en andegtig bøn, saa ønsker han ogsaa mere en saadan end penger, som man faar ved at uddele aflad.
  49. Man skal lære de kristne, at pavens aflad er god, forsaavidt man ikke sætter sin tillid til den, men at derimod intet er skadeligere, end om man derved forsømmer gudsfrygt.
  50. Man skal lære de kristne, at paven, hvis han kjendte til aflads-prædikanternes blodsugeri, heller vilde, at st. Peters kirke blev brendt til aske, end at den skulde bli bygget med hans faars hud, kjød og ben.
  51. Man skal lære de kristne, at paven, som han er pligtig til, ogsaa gjerne vilde, selv om han saa maatte selge st. Peters kirken, dele sine egne penger ud til de folk, som dog nogle aflads-prædikanter nu skaffer af med deres penger.
  52. At tro at bli salig ved aflads-breve er det rene tull og løgn, om saa kommissæren (eller aflads-kræmmeren), ja var det end paven selv, vilde sætte sin sjæl i pant derfor.
  53. Det er Kristi og pavens fiender, som for aflads-prædikenens skyld vil, at Guds ord ikke skal prædikes i andre kirker.
  54. Der gjøres uret mod Guds ord, naar man i en prædiken bruger lige saa lang tid og vel saa det paa at forkynde afladen som paa at forkynde Guds ord.
  55. Pavens mening kan ikke være nogen anden end den, at naar man høitideligholder afladen (som er det ringeste) med én klokke, én festferd (prosession) og seremonier, at man da saa meget mere skal ære og prise evangeliet (som er det største) med hundre klokker, hundre festferder og seremonier.
  56. Kirkens skatter, af hvilke paven uddeler aflad, er hverken noksom nevnte eller kjendte i Kristi menighed.
  57. Ti at det ikke er legemlige eller verdslige goder, sees klart deraf, at mange prædikanter ikke lettelig give saadanne ud, men kun samle dem sammen.
  58. De er heller ikke Kristi og de helliges fortjeneste, for disse virke, til alle tider og uden pavens medvirkning, naade for det indvortes menneske og kors, død og helvede for det udvortes menneske.
  59. St. Laurentius har kaldt de fattige, som er medlemmer af kirken, kirkens skatter, men han har kun brugt ordet i den betydning, som var gjengs paa hans tid.
  60. Vi sige med god grund dristig og sikkert, at denne skat er kirkens nøgler, som er den givne ved Kristi fortjeneste.
  61. For det er klart, at til at eftergive kirkestraffen og de forbeholdte tilfælde er pavens magt ene tilstrækkelig.
  62. Kirkens rette sande skat er det hellige evangelium om Guds herlighed og naade.
  63. Denne skat er med fuld ret aller mest forhadt og modbydelig. For den gjør, at de første blir de sidste.
  64. Men afladsskatten er med fuld ret den aller behageligste; for den gjør, at de sidste blir de første.
  65. Derfor er evangeliets skatter garn, hvor med man i gammel tid har fisket de rige formuende folk.
  66. Men aflads-skatterne er de garn, hvormed man nu for tiden fisker menneskenes rigdomme.
  67. Afladen, som prædikanterne udraabe for den største naade, er ganske vist at agte for en stor naade; for den medfører stor gevinst og fordel.
  68. Og sandt at sige er dog saadan aflad den allerringeste naade, naar man holder den op mod og sammenligner den med Guds naade og korsets herlighed.
  69. Det er biskopernes og sjælesørgernes pligt med al ærbødighed at give plads for den apostoliske aflads kommissærer.
  70. Men endmere er de pligtige til med øine og øren at have sin opmerksomhed henvendt paa, at de samme kommissærer ikke i steden for pavens paalæg prædike sine egne drømme.
  71. Den, som taler mod sandheden af den pavelige aflad, han være forbandet og fordømt.
  72. Men den, som føler sorg og bekymring over aflads-prædikantens letfærdige og skamløse ord, han være velsignet.
  73. Ligesom paven med fuld ret lader sin unaade og sit ban ramme dem, som paa nogen vis skade afladen,
  74. — saaledes vil han saameget mere lade sin unaade og sit ban falde over dem, som under afladens skin søge at skade den hellige kjærlighed og sandhed.
  75. At holde pavens aflad saa gjæv, at den skulde kunne afløse en, fri ham fra hans synd, om han saa end (for at nevne en umulighed) havde krenket Guds moder, det er galmands snak og afsindig tale.
  76. Derimod sige vi, at pavens aflad ikke kan borttage de allermindste daglige synder, hvad deres skyld angaar.
  77. At man siger, at st. Peter, om han nu var pave, ikke formaade at give større aflad, er en bespottelse baade mod st Peter og paven.
  78. Derimod sige vi, at baade den nuværende og enhver pave har en aflad, som er større, nemlig evangeliet, kraftige gjerninger, gaver til at helbrede for sygdomme osv. 1 Kor. 12, 6. 9.
  79. At sige, at et kors, som er herlig prydet med pavens vaaben, formaar lige saa meget som Kristi kors, er en gudsbespottelse.
  80. Biskoperne, sjælesørgerne og teologerne, som tillade, at der tales slige ord til menigmand, vil bli nødte til at gjøre regnskab derfor.
  81. Saadan skamløs og skjendig prædiken om og berømmelse af afladen gjør, at det ogsaa blir vanskeligt for de lærde at forsvare pavens ære og værdighed mod bagvaskelse af den eller endog mod skarpe snedige spørsmaal fra menigmand.
  82. Som for eksempel: Hvorfor løser ikke paven straks alle sjæle fra skjærsilden for den allerbilligste kjærligheds skyld og formedelst den saa høie nød, sjælene er i, hvortil der var saa skjellig grund, da han dog for de forgjengelige pengers skyld, som skal bruges til at bygge st. Peters kirken, forløser utallig mange sjæle, hvortil der altsaa er saa løse grunde?
  83. Ligesaa: Hvorfor vedbliver kirken at holde festferder for de døde og deres aarsdage, og hvorfor giver han ikke tilbage eller tillader at give tilbage de benefisier (milde gaver) eller præbender (legater), som er stiftede til gode for de døde, da det jo er urigtigt at bede for de forløste?
  84. Ligesaa: Hvad er det for en ny Guds og pavens hellighed, at de tillade de ugudelige og fienden for penger at løse en gudfrygtig og af Gud elsket sjæl, og at de dog ikke meget heller vil for den store nøds skyld, som de samme gudfrygtige og elskede sjæle er i: udløse dem for intet af kjærlighed?
  85. Ligesaa: Hvorfor blir canones poenitentiales, det vil sige forordningerne om boden, som nok endnu er i brug, men dog forlængst af sig selv i virkeligheden er opgivne og døde, endnu indløste med penger ved aflads-brev, som om de endnu var ganske kraftige og levende?
  86. Ligesaa: Hvorfor bygger nu paven ikke heller st. Peters kirken af sine egne penger end af de fattige kristnes penger, da dog hans formue er langt større end nogen rig Krassus’ eiendom?
  87. Ligesaa: Hvad eftergiver eller meddeler paven med sin aflad dem, som alt ved fuldkommen anger har ret til fuldkommen forladelse og aflad?
  88. Ligesaa: Hvad bedre kunde der times kirken, end om paven, som han nu kun gjør det en gang — 100 ganger om dagen gav hver troende denne forladelse og aflad?
  89. Da paven mere søger at fremme sjælenes salighed ved aflad end med penger, hvorfor ophæver og tilintetgjør han da de aflads-breve, som han før har givet, hvis de dog er lige kraftige?
  90. At ville alene med magt undertrykke lægfolkets meget spydige argumentation og ikke modbevise den ved tydelige grunde og paavisninger, er at blotstille kirken og paven til latter for fienderne og gjøre de kristne ulykkelige.
  91. Men dersom nu afladen blev forkyndt efter pavens aand og mening, saa vilde det være let at svare paa alle disse indvendinger, ja de vilde end ikke nogensinde fremkomme.
  92. Maatte vi derfor bli fri for alle de prædikanter, som sige til Kristi menighed: Fred, fred! og der er ingen fred.(Ez. 13, 10. 16).
  93. Men maatte det bare gaa de prædikanter vel, som sige til Kristi menighed: Kors, kors! og der er intet kors.
  94. Man skal formane de kristne til at beflitte sig paa at følge sit hoved Kristus gjennem kors, død og helvede —
  95. — og saaledes mere ved trengsel gaa ind i himmerige, Ap. gj. 14, 22, end at bli sikre i fortrøstning til freden.

Protestation.

Jeg Martin Luther, doktor, af eremit-ordenen i Vittenberg, vidner offentlig, at jeg har udstedt nogle setninger mod den pavelige aflad, som man i almindelighed kalder den. Men om end hverken vort berømte og prisværdige universitet, og heller ikke den borgerlige eller kristelige myndighed hidtil har fordømt mig, saa findes der dog, hører jeg, fremfusende og forvovne folk, som efter at have undersøgt sagen ikke undse sig for at udskrige mig som kjætter.

Men som jeg ofte har bedet, saa beder jeg endnu for Kristi skyld alle og enhver, at de enten vise mig en bedre vei, hvis en saadan skulde være nogen aabenbaret fra oven, eller at de i det mindste underkaste sin mening Guds og kirkens dom. For saa dristig er jeg ikke, at jeg endelig vilde have min mening foretrukket for alle andres mening; men jeg er heller ikke saa uforstandig, at jeg skulde lade det guddommelige sætte lavere end de fabler, som den menneskelige fornuft har opfundet.

Kilde: https://no.wikisource.org/wiki/De_95_teser

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *